”Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom”
I Johannes Værges bog med samme titel som foredraget søger han en forklaring på, hvorfor kristendommen af mange opfattes som en ”mørk” tro, en byrde, præget af skyld og trusler om fortabelse. Et svar finder han i det skifte, der skete omkring år 200, da kirkens sprog i det vestlige Romerrige skiftede fra græsk til latin. En romersk jurist, Tertullian, grundlagde det begrebsapparat, som kom til at præge den vestlige kirke, et juridisk præget sprog med vægt på skyld, straf, fortjeneste og soning. Gudsforholdet blev et retsforhold, så forståelsen af Gud som dommer kastede skygge over billedet af Gud som den givende far, og i opfattelsen af påskebudskabet sker der en drejning: Hvor glæden og livsbekræftelsen ved Jesu opstandelse hidtil havde været hovedsagen, blev det i den vestlige tradition i stigende grad Jesu lidelse og død, man hæftede opmærksomheden ved - i sammenhæng med, at et dystert menneskesyn vandt indpas, knyttet til en særlig tolkning af syndefaldets virkning.
Men der er i den kristne tradition også en mere oprindelig og mere positiv forståelse af mennesket som Guds dyrebare betroede.